Møn Unesco Biosfære

Biosfære julebazar

I samarbejde med Fabrikat, der tidligere har afholdt “December Bazar” samme sted, har Biosfære Møn planlagt en dag med et attraktivt marked med et bredt udvalg af lokale produkter til både præsentation og salg. Der vil være café-område og rig mulighed for både at se, dufte, mærke og smage.

Dagens program rummer både workshops og talks, hvor tre udvalgte ambassadører, der repræsenterer hver deres tilgang til Biosfære Møn, vil fortælle om deres arbejde og særlige interesser. Deltag i en workshop og lav dit eget plantetryk med tekstildesigner Laura Baruel, byg et insekthotel, lav en frøpose eller en frøbombe med Middelalderhaven, få et lynkursus i tegning og få syet en pude af dit eget plantemotiv. Teater Møn tilbyder Biosfære-ambassadører at iscenesætte deres produkter til fotografering; og sidst men ikke mindst vil der være ‘Krea-hjørne’, hvor
man kan klippe hjerter og sætte ønsker på “Biosfære-træet”.

Biosfære-koordinator Katrine Dietrich ser frem til at kunne samle alle, både øens beboere og gæster samt et bredt udvalgt af Biosfære-ambassadører: “Biosfære Julebazar vil være et marked, hvor man bliver inspireret af sanseindtryk, af kreative og bæredygtige løsninger samt af en god og varm stemning. Derudover vil man kunne foretage alle julegaveindkøbene, møde venner og bekendte og få en skål suppe
og et glas glög!”

Samarbejdspartnere
Møn Unesco Biosfære

Ydelser
Event management, SoMe

År
2022

Lokation
Møn

Website
biosfære.dk